Kataseminar med Shihan Howard Collins

Søndag d. 22. august deltog Senpai Lars, Senpai Diana og undertegnet på kataseminaret i Farum, som havde fornemt besøg af Shihan Howard Collins 7.dan fra Wales/Sverige. Shihan Howard Collins er en stor kapacitet indenfor Kyokushin Karate og medlem af den internationale tekniske komité. Han startede med karate i 1965 i en alder af 15 år og i 1971 tog han til Japan, hvor han trænede 2 år under Sosai Mas Oyama. Han har som kæmper bla. vundet EM og British Open og i 1973 gennemførte han 100 mands kumite i Honbu i Tokyo. Han har igennem mange år været en pioner for at opnå en høj og ensartet teknisk standard på verdensplan og han har bla. skrevet bøgerne “The Shodan” fra 2003 og “The Absolute Karate” fra 1995.

Kataseminaret havde deltagelse af 110 elever fra hele landet, hvilket må siges at være en virkelig flot tilslutning. Dagen bestod af tre træningspas hvor vi blev delt op i grupper efter bæltefarver. I gennem hele dagen var der fokus på bunkai i kataerne (altså hvordan man fortolker de enkelte sekvenser i kataen og bruger dem til realistisk selvforsvar). Shihan Collins talte ydermere meget om hvor vigtigt det er at man træner både kihon, kata og kumite, for at skabe en helhed i karaten. Så det er ikke nok at man f.eks kun koncentrerer sig om kata og glemmer kumite, da ens karate så ikke vil være helstøbt. Det er ligeledes vigtigt, at vi husker disciplinen, respekten og træner hårdt, som er grundpillerne for Kyokushin Karate, og vi derved viderefører Sosai Mas Oyamas ånd.

Osu
Senpai Kim